Pæonbede

For at tilføje Haven yderligere en seværdighed i form af en større plantesamling er der etableret en afdeling forbeholdt pæoner. De 10 bede er i anlagt med forskellige størrelser med et samlet areal på ca. 150 m2. Som kant på bedene er der anvendt gamle granitkantsten i forskellig udformning.

 

Her er der plantet træpæoner, silkepæoner, bonderoser og nogle af de forholdsvis nye Itoh-hybrider. Itoh-hybriderne er forædlet af den japanske gartner Toichi Itoh i 1948.
Det er krydsninger mellem træpæonerne og staudepæonerne, og de udmærker sig ved at have store blomster, der sidder over løvet og er længeblomstrende og hårdføre. Med den store variation af arter og sorter sikres en lang blomstringsperiode i sommerperioden til glæde for Havens publikum.

Imellem pæonerne er der plantet kugleformede taks, så der også om vinteren er noget grønt i bedene. Der er nu opsat 10 slyngplantestativer mellem pæonerne, og planen er at plante efterårsblomstrende Klematis op af stativerne.