Tufbed

I umiddelbar nærhed af det store spaltebed er der etableret et bed med tonstunge tuf-sten, som er et meget porøst kalkstens-materiale. Tuffen dannes fortløbende i rigkærsmiljøer, hvor kalciummættet vand kommer i kontakt med fri luft, hvorved kuldioxyd damper væk, og kalken udfældes som kalciumkarbonat – altså kalksten. Bakterier, blågrønalger, mosser, blade og kviste indkapsles i kalkstenene, hvilket gør dem ekstremt porøse og velegnede til plantning af alpine planter.
Dannelsen af de anvendte tufsten er en meget langsommelig proces, og ud fra de forsteninger, der er fundet i stenene, formodes de at være ca. 60 mill. år gamle. Stenene stammer fra et stenbrud i nærheden af München, og er sponseret af Vennekredsen. Stenene er placeret i et ”kar” af sand med underliggende gummifolie, således at stenene kan suge fugtighed helt op i toppen af materialet, og dermed give fugtighed til de planter, som sættes ind i stenene.
Plantningen var særlig ved, at der på egnede steder i  tufblokkene skulle bores huller til planterne. Et 15 mm murbor og en slagboremaskine blev brugt til at lave huller med – gerne skrånende baglæns nedad og så dybt som nu boret kunne række. Det udborede kalkmateriale  blev opsamlet, og blev meget omhyggeligt stoppet ind imellem rødderne i plantehullerne med tynde træpinde.
Kalkmaterialet kan iblandes en smule vækstmedie og sand, og yderst placeres en lille klat ler for at holde planten på plads, mens den etablerer sig.Det har været tydeligt at se, at de mange planter, der blev plantet i revner og sprækker i sand og tufsmuld, har været lynhurtige til at etablere sig, mens planterne, der meget omhyggeligt blev placeret i borede huller, skulle have lidt længere tid om at komme sig og danne nye rosetter.