Uge 33
Der er stadig lidt vandreserver i jorden efter det kraftige regnskyl i forrige uge, men en god del af de nyplantede vækster i Danmarks Vilde Planter bliver nu passet med næsten daglig vanding, da dagtemperaturerne sniger sig op på 27 grader.
Det gamle piletræ i Læge/krydderurte/sansehaven har nu fået sin endelige dom – massivt angreb af borebiller, revner i stammerne og til stadighed nedbøjede hovedstammer gør, at træet skal fældes. Det vides ikke, hvor gammel træet er, men det findes der ud af, når træet bliver fældet. Det er så planen, at grave rod og den gamle beskadigede bænk op, og erstatte træ og bænk med tilsvarende.
Endnu engang har der været prominent besøg i Botanisk Have. Fire af Europas mest prominente personer med hensyn til alpine planter og spaltebede aflagde fredag besøg i Botanisk Have for at se, hvordan udviklingen i plantevæksten i spaltebedet er gået, siden de sidst var på besøg. Jiri Papousek og Zdenek Hlavon fra Tjekkiet, Geir Moen fra Norge og endelig vor lokale ekspert Kaj Andersen fra Flauenskjold var spændte på at se, hvordan de planter, som bl.a. Jiri Papousek og Kaj Andersen har doneret til Haven, har udviklet sig i den tid, spaltebedet har bestået, og de var imponerede over den harmoni, der er opstået mellem planter og sten – det ligner et rigtigt alpint landskab.