Alt blomstrede trods vejret
Selv om vejret ikke var så flot som i 2018, da Blomsterfestivalen åbnede, holdt det selvfølgelig ikke havefolket tilbage. Som sædvanlig mødte mange op før åbningsceremonien for at få et overblik over udstillerne.
Og der var rigtig stor aktivitet hos alle udstillerne fra festivalens start, og styregruppen bag Blomsterfestivalen kunne søndag eftermiddag se tilbage på endnu et par gode festivaldage i de fantastiske omgivelser.
Antallet af besøgende kunne opgøres til ca. 5.500, der er næsten på linje med sidste års antal, og det er godt gået, når man tænker tilbage på det helt fantastiske sommer- og festivalvejr, som 2018 bød på.
Ud over de mere lokale udstillere, var der også en udstiller helt fra Fyn, og ud over det store udvalg af planter, kunne man også se på flotte møbler af robiniatræ, robotplæneklippere eller andet havetilbehør. Desuden var der som sædvanligt muligt at købe lækkert til halsen, så som mjød, bjesk, bolsjer, honning, pølser, frisk frugt, bagværk og øl.
Flere foreninger underholdt begge dage med opvisninger og musik som gjorde, at publikum havde både tid og lyst til at blive længe i Haven, og foruden at se på alle udstillernes fortræffeligheder, så blev der også kigget godt og grundigt på alle Havens anlæg.
Men uden utrolig stor opbakning fra sponsorer, Havens personale samt et væld af frivillige, kunne det ikke lade sig gøre at stable en Blomsterfestival på benene, men denne opbakning har vi så sandelig, så stor tak til alle implicerede!
Oprydning overstået kl. 18.58 – det er vist rekord.
Vi ses til jubilæumsblomsterfestival den 5. og 6. juni 2021