Spring til hovedindhold

Fri adgang – åbent hele døgnet, året rundt

Besøg haven

Bangsbo Blomsterfestival

Om Bangsbo Blomsterfestival

Bangsbo Blomsterfestival Om Bangsbo Blomsterfestival

Formålet med at afholde Bangsbo Blomsterfestival er at skabe en folkefest i Bangsbo Botaniske Have med fokus på blomster og planter.

Bangsbo Blomsterfestival er en væsentlig indtægtsgivende og markedsførende aktivitet for Bangsbo Botaniske Have, der er en selvejende institution, hvor indtægterne, udover indtægter fra Partsaftale med Frederikshavn kommune, består af sponseringer og overskud fra Bangsbo Blomsterfestival.

Bangsbo Botaniske Have har det fulde ansvar for og rettigheder til Bangsbo Blomsterfestival, herunder udpegning af medlemmer til styregruppen.

Bangsbo Botaniske Have ledes af en bestyrelse på 9 - 12 medlemmer, hvoraf ca. halvdelen er en del af styregruppen for Bangsbo Blomsterfestival. Alle beslutninger om Bangsbo Blomsterfestival træffes af styregruppen i enighed, eller af et kvalificeret flertal.

Udstillerne skal alle have relationer til blomster og planter eller tilbehør til disse produkter. Dog kan udstillere med særlig tilknytning til Bangsbo-området få tilladelse til at deltage. Udstillerne kan være foreninger, producenter, private eller forretninger.

For at gøre festivalen interessant og tiltrækkende er der et seriøst og spændende underholdningsprogram fortrinsvis udført af lokale underholdere, hvilket kan omfatte musik, sang, dans, gymnastik etc. Der vil også være aktiviteter for børn, så festivalen fortsat er en oplevelse for hele familien.

Velkommen til sommeren – og velkommen til Bangsbo Blomsterfestival.

Hvad kan man ellers opleve?

Det er en god idé at afsætte en dag eller to til at besøge Bangsbo Blomsterfestival, så der også bliver tid til at nyde de naturskønne omgivelser i og omkring Bangsbo Botaniske Have i Frederikshavns sydlige bydel.

Går man ovenfor den gamle del af Haven, hvor blomsterfestivalen afholdes, kommer man til de Botaniske Anlæg, som rummer mange samlinger af spændende planter, og ved siden af ligger anlægget med Danmarks Vilde Planter.
Se mere på https://bangsbobotaniskehave.dk/danmarks-vilde-planter/

Besøg eventuelt også udsigtsplatformen på Pikkerbakken, der er 71 meter over havet, og hvor du får en unik udsigt over byen, havnen og Hirsholmene med kig til både Læsø, Sæby og Skagen.
Se mere på https://www.toppenafdanmark.dk/frederikshavn/se-oplev/pikkerbakken

Vil du højere til vejrs, så er Cloostårnet et besøg værd. Cloostårnet rejser sig 160 meter over havet, og her er der en fantastisk udsigt til alle verdenshjørner.
Se mere på https://www.toppenafdanmark.dk/frederikshavn/se-oplev/cloostaarnet

Trænger man mere til en gåtur i skoven med mulighed for at se dåvildt og kronvildt på tæt hold, ligger Bangsbo Dyrehave lige ved siden af. Her er der opmærkede stier og en sjov naturlegeplads til de mindste. Se mere på https://da-dk.facebook.com/BangsboFrederikshavn/

Er man historisk interesseret, kan man besøge Nordjyllands Kystmuseum, Bangsbo i den gamle herregård Bangsbo. Her er forskellige udstillinger, bl.a. en stor udstilling omhandlende den danske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig, og Ellingåskibet – et velbevaret skib fra middelalderen, fundet nord for Frederikshavn.
Se mere på https://www.kystmuseet.dk/besoeg-os/kystmuseet-bangsbo/

Og når sulten melder sig efter en lang dag, så ligger Restaurant Møllehuset lige ved siden af, og her kan man spise dejlig mad i stemningsfyldte omgivelser.
Se mere på https://mollehuset.dk/

Priser

Entré 50,00 kr. pr. dag

Weekendbillet 75,00 kr.