I områdets sydvestlige side, er der etableret 5 skovbundsbede, der alle ligger i skyggen af de høje bøgetræer, der omkranser hele området. Dette skaber ideelle forhold for skovbundsplanter fra en stor del af verden, og det er derfor valgt at inddele bedene i verdensdele. Bedene er opbygget med kanter af klyner og stammer, der alle kommer fra området.
Bunden af bedene er forsynet med et godt drænlag, der forhindrer stående vand om vinteren, hvilket en del af planterne ikke bryder sig om. Som vækstmedium er generelt brugt sphagnum, sand og skovbundsjord – blade er der nok af. For at forhindre for stor fordampning om sommeren er alle bede dækket af et tykt lag barkflis.