Blomsterfestival 2023

Alt blomstrede trods vejret

Så er den 26. Bangsbo Blomsterfestival blevet afviklet i bragende flot festivalvejr med sol, blå himmel og næsten ingen vind. Det støvede godt nok lidt meget en gang imellem, men det blev taget med godt humør af de over 5.000 besøgende, der havde fundet vej til Botanisk Have.

Styregruppen havde i år satset på at skabe et rigtig godt trækplaster til festivalen, så der var lavet en aftale med én af verdens førende orkidéspecialister, Michael Tibbs, der i et 80 m2 stort telt havde arrangeret udstilling og salgsafdeling. Det var en ubetinget succes – Michael Tibbs var en smule rystet over, at salget var så forrygende. Der var ved festivalens afslutning ikke mange af de 400 orkidéer tilbage, og dem der var, forærede Michael til Haven, så der kunne tjenes en skilling på et efterudsalg.

Men det var ikke kun Michael Tibbs, der var tilfreds med salget – rigtig mange af udstillerne gav udtryk for, at der var et rigtig godt salg, og et par stykker måtte endda tage hjem allerede lørdag med helt udsolgt.

Der manglede heller ikke musikalsk underholdning, og i det gode vejr sad publikum rigtig længe ved musikteltet og fik noget at spise fra madsælgerne, der igen i år havde rigtig travlt. Èn der havde ekstraordinært travlt begge dage, var Keld Rye og frue, der underholdt børnene med sjove tiltag, og det var helt tydeligt efter oprydningen at se, hvor græsset totalt var slidt ned omkring Keld Ryes pavillon.

En helt ekstraordinær begivenhed blev også fejret under festivalen, idet én af styregruppens deltagere og bestyrelsesmedlem i Botanisk Have, Nicklas Nielsen blev gift med sin Helle i området for Botaniske Anlæg. Og den seance stod borgmester Birgit S. Hansen selvfølgelig for i overværelse af familie, venner og festivalgæster.

Som et nyt tiltag i år, var der sat et nyt sluttidspunkt for festivalen søndag, så alle kunne pakke sammen kl. 15 i stedet for kl. 17, som altid har været sluttidspunktet. Ændringen er foretaget dels på opfordring af de udstillere, der har langt hjem, men også fordi det har kunnet konstateres, at salget de sidste to timer aldrig har været helt optimalt. Det gav så også anledning til, at den omfattende oprydning var færdig omkring kl. 18 – så var der et par timers ekstra restitution inden næste års Bangsbo Blomsterfestival.

Tak for i år – og på gensyn i 2024