Blomsterfestival 2024
Med lidt bange anelser blev der kigget meget til vejrudsigterne for blomsterfestivaldagene, men det blev som bekendt en 27. Bangsbo Blomsterfestival med bragende flot festivalvejr med sol, blå himmel og næsten ingen vind, og det blev taget vel imod af de ca. 5.000 besøgende, der havde fundet vej til Botanisk Have.
Som noget nyt var der etableret en udstilling af kødædende planter i stort telt fra gartneriet Lammehave, der ejes af Niels Jørgen Petersen. Det blev Anne fra Flora Flora i Elling, der kreerede udstillingen, der trak mange besøgende – store som små. Der var også kødædende planter til salg i Vennekredsens bod, og de solgte ganske godt.
Igen i år var Michael Tibbs på plads i et stort telt med masser af orkidéer. Michael Tibbs er en af verdens førende orkideeksperter. Med sig til Blomsterfestivalen i Frederikshavn havde Michael Tibbs et stort udvalg af orkidéer, store og små, sjældne og de mere almindelige, og der var fra starten af festivalen kø ved salgsdisken i teltet.
Det var dog ikke kun Michael Tibbs, der var tilfreds med salget – de andre udstillere udtrykte stor tilfredshed med salget – alt selvfølgelig begunstiget af det gode vejr.
Der manglede heller ikke musikalsk underholdning, og i det gode vejr sad publikum længe ved musikteltet og fik noget at spise fra madsælgerne, der igen i år havde rigtig travlt. Så kunne man også om lørdagen overvære gummistøvlekonkurrencen med deltagelse af kendte frederikshavnere – her vandt kommunaldirektør Thomas Eriksen suverænt.
Mange benyttede også lejligheden til at nyde de naturskønne omgivelser i og omkring Bangsbo Botaniske Have, der rummer mange samlinger af spændende planter.
Den omfattende oprydning var færdig omkring kl. 19 godt hjulpet af medlemmer fra Strandby/Elling Idrætsforening.
Tak for i år – og på gensyn i 2025 – den 31. maj og 1. juni.
Blomsterfestival
Entré
50 kr. pr. dag
Weekendbillet
75 kr.
børn under 16 år gratis adgang
Gratis parkering