Uge 12
De seneste dage med lune temperaturer har fået vintergækkerne til at springe helt ud. Påskeklokkerne er godt på vej, og den lilla bølge på Kælkebakken er ved at folde sig ud. Rhododendron sutchuenense i Parken og i Surbundsbedene er begyndt at vise meget blomsterfarve – så er det bare at håbe, at der ikke bliver mere frost.
Vennerne er godt i gang med forårets mange opgaver – og der er heldigvis mange, der møder op til at klare opgaverne – nedklipning, reparation af stier, riven blade sammen og vask af skilte og skraldebeholdere.